Asllani: Jeg har modtaget kontrakttilbud fra andre klubber
Skrevet af Daniel Andersen. Udgivet i Real Madrid Femenino, onsdag, 24. februar 2021 08:15

Real Madrid Femeninos svenske stjerneangriber, Kosovare Asllani, elsker tilværelsen i Madrid, men indrømmer i et interview med Aftonbladet, at hun har modtaget kontrakttilbud fra andre klubber, som hun går og tygger på.
- Mit job er ikke at snakke om kontrakter - mit job er at præstere på banen. Jeg har dog modtaget kontrakttilbud fra andre klubber, indrømmer Asllani og fortsætter:
- Jeg har det rigtig godt i Real Madrid, og jeg kan lide at være her. Jeg synes, vi har spillet en god sæson, vundet kampe og jeg har bidraget til holdets succes i år. Jeg har været med fra Real Madrid Femeninos spæde start. Jeg har skrevet mig ind i klubbens historiebøger som klubbens første indkøb, første målscorer, første dobbelte målscorer og første hattrick. Jeg føler, jeg har bidraget til klubben, og den har en speciel plads i mit hjerte.
Herudover berørte den 31-årige svenske angriber også vigtigheden af at vinde titler i en klub som Real Madrid.
- Jeg træner for at vinde. Det er det eneste, der betyder noget for mig. Vi (Real Madrid Femenino, red.) vinder allerede, vi er med i toppen, men vi er et nyt hold, men målet i en klub som Real Madrid er altid at vinde - ikke bare i Spanien, men også i Europa.
Real Madrid Femenino indtager i skrivende stund en 3. plads i La Liga Iberdrola, hjulpet rigtig godt på vej af Asllanis ni scoringer.
Lækkede dokumenter: Den største sponsoraftale til et kvindehold er på vej
Skrevet af E. Isa Rakipovski. Udgivet i Real Madrid Femenino, lørdag, 20. februar 2021 17:34

The Times har præsenteret en historie om lækkede dokumenter, der afslører en mulig sponsoraftale med den statsejede Saudi Arabiske Qiddiya på en værdi af 150 mio €.
Hvis aftalen går igennem, vil Qiddiya blive hovedsponsor for Real Madrids kvindehold i de næste 10 år.
Sponsoraftalen ville falde på et tørt sted for klubben, der forsøger at få regnskaberne på plads i en svær økonomisk tid. Med aftalen vil Real Madrid dermed også manifestere sig som verdens største klub i kvindefodboldens sfære. Den vil ikke alene være en god økonomisk aftale, men også give et moralsk boost til Real Madrids ambitiøse investering i kvindefodbold.
Fem Femenino-spillere på landsholdet
Skrevet af Jesper. Udgivet i Real Madrid Femenino, søndag, 14. februar 2021 14:41

Real Madrid Femeninos gode resultater afspejler sig nu også på det spanske kvinde-landshold, hvor man er repræsenteret med fem spillere i den seneste trup til kampene mod Aserbajdsjan og Polen.
De fem spillere er målmand Misa Rodríguez, samt markspillerne Ivana Andrés, Marta Corredera, Marta Cardona og Maite Oroz.
Førstnævnte og sidstnævnte er nye i landsholdstruppen i denne sæson, mens de tre øvrige spillere har været faste folk under landstræner Vildas ledelse.
Real Madrid Femenino fik uafgjort på trods af tidlig scoring
Skrevet af Malthe Gejl Boesen. Udgivet i Real Madrid Femenino, fredag, 12. februar 2021 18:07

Real Madrid Femenino spillede i går eftermiddags imod Sevilla i Liga Iberdrola, og her fik David Aznars tropper ét point på kontoen.
Real Madrid kom foran allerede efter seks minutter på en scoring af Lorena, der opsnappede en løs bold i feltet og sparkede den i kassen, men efter en halv time fik Sevilla udlignet til 1-1, og det endte også som kampens resultat.
Real Madrid er fortsat med i toppen af Liga Iberdrola og er dermed med i kapløbet om Champions League-pladserne. I øjeblikket ligger man nummer tre med samme antal point (38) som Madrid CFF på fjerdepladsen, der har spillet én kamp mere. Real Madrid har spillet én kamp færre end Levante UD på andenpladsen, hvis 41 point man derfor kan indhente med en sejr.
I spansk kvindefodbold er Barcelona det ubestridte førerhold. De fører Liga Iberdrola med syv point til andenpladsen, men det er med tre kampe færre spillet, og man har en vandvittig målscorer på 84 mål scoret og kun tre lukket ind.
Real Madrid stillede med følgende hold i gårsdagens kamp imod Sevilla:
Misa, K. Robles, Peter, Kaci, Olga, M. Oroz (Ari, 90'), Jakobsson, M. Cardona (Claudia F., 90'), Lorena (J. Martínez, 61'), Ivana og Teresa (M. Corredera, 61').