Spansk presse: Ødegaard vil udlejes
Det kom som en overraskelse for de fleste, at Martin Ødegaard ikke blev udtaget til morgendagens kamp mod Alcoyano i Copa del Rey.
Men ifølge både AS og Marca skyldes det, at nordmanden forinden havde meldt ud, at han ønsker at blive lejet ud for de kommende seks måneder for at sikre regelmæssig spilletid, hvilket han af forskellige årsager ikke har fået af Zidane i denne sæson endnu.
Foreløbig er det nemlig kun blevet til 367 spilleminutter for Martin Ødegaard, som ellers blev hentet tilbage til den spanske hovedstad i sommer på direkte opfordring fra Zinedine Zidane, men nordmanden var skadet op til sæsonstart og har også døjet med diverse problemer i løbet af efteråret.
Ødegaard har dog været udtaget til de seneste kampe, men har ikke fået spilletid og har endog måttet se Isco stå foran i køen til spilletid.
Ifølge flere spanske medier er Real Sociedad meget interesserede i at hente Martin Ødegaard retur på et nyt lejeophold.